Skip to main content

Maycon A/S skal forestå bebyggelsen af Stenlængeområdets 3 store parceller med i alt 130 – 150 lejeboliger, som opføres i variationer og størrelser, som passer til alle generationer og deres forskellige livsfaser.

Den 6. december 2022 fik Maycon A/S nyheden om, at de var blevet valgt til at købe de 3 store parceller og dermed fået overdraget processen med at stå for udviklingen af området ved Stenlængegården i Næstved til et nyt boligområde. Anders Mayland, direktør hos Maycon, oplyser, at teamet hos Maycon – sammen med deres rådgivere – hurtigst muligt går i gang med at udarbejde endeligt projekt, hvor der blandt andet tages højde for håndteringen af regnvand og en kvalificering af bebyggelsesvariation af de tre store parceller.

Indbygget bæredygtighed

Anders Mayland påpeger, at det altid har været Maycons ønske at kunne bidrage til en fælles bæredygtig kommune. Ambitionen er derfor at tilbyde bæredygtige boliger, der passer ind i en økonomisk, social og miljømæssig kontekst. Økonomisk fordi vi tilbyder kvalitetsboliger, der kan erhverves af de fleste indenfor en opnåelig økonomi. Social fordi vi etablerer en blandet boform, hvor beboerne interagerer med lokalsamfundet. Miljømæssigt fordi vi bygger certificeret bæredygtigt med en arkitektur med et lavt CO2 aftryk. Teknisk direktør Jackie Hansen tilføjer, at man også har stort fokus på lavt energiforbrug og sunde materialer med høj genanvendelighed. Derudover lægges der specifikt i projektet i Stenlængeområdet vægt på, at hele projektet med de i alt 10.750 etagemeter boligbyggeri, skal fremstå som et varieret byggeri, der passer til alle generationer i forskellige livsfaser. Her spiller den attraktive placering også en væsentlig rolle, idet de nye boliger bliver omgivet af grønne områder, tæt på alle indkøbsmuligheder og den kommende svømmehal.

Teknisk direktør, Jackie T. Hansen tilføjer: Vi anvender et fast velafprøvet materialekoncept for vores boliger og udearealer, der er tilpasset nærområdets bygningstypologier og de landskabelige træk i den kommune vi bygger. I vores valg af materialer lægger vi meget stor vægt på bæredygtighed – dvs. vi anvender byggematerialer forbundet med et lavt CO2 aftryk, og byggematerialer der kan genanvendes. Vi lægger samtidig vægt på naturlige materialer og overflader, der har en lang levetid, patinerer smukt og bibringer beboerne en følelse af varme og hjemlighed.

Maycon løfter allerede her sløret for, hvad beboerne kan forvente

Vi ønsker at tilbyde en bred variation af leje-boligtyper egnet for både unge, familier og ældre for at tilgodese tryghed og social mangfoldighed. Der anlægges derfor et bredt udvalg af boligstørrelser som 2-, 3- og 4-rums boliger hhv. ca. 55 m². 65 m², 85 m² og 95 m², der fordeles ud over de respektive storparceller. I nord, mod Stenlængegårdsvej på parcel 2.1 og 2.2, bygges etageboliger i tre etager som altangangshuse. Altangangene udformes med altanudposninger mod syd, så beboerne har mulighed for møblerbart udeophold i tilknytning til egen bolig mod syd. Øvrig bebyggelse udgøres af rækkehuse i to plan med boligterrasser i terræn og franske altaner/altaner på etagerne. Således har alle boligerne enten egen terrasse eller altan med et lille område med udeophold og plads til borde, stole og parasol. Der hører også et depotrum for opbevaring til hver bolig. Boligerne er rummelige, og indretningen er lys og tryghedsskabende. Alle boliger har niveaufri adgang, brede døråbninger og rummeligt badeværelse suppleret med velbelyste gang- og opholdsarealer. I alle boliger er der gode opbevaringsmuligheder. I bebyggelse over en etage findes elevator. På de grønne fællesarealer opføres orangeri, som beboerne kan benytte som fælles mødested.

Alle vores boliger DGNB* certificeres til minimum niveau sølv eller guld, siger Anders Mayland og fortsætter. Det er vigtigt for os at kunne bevise, at vores byggeri overholder konkrete og målbare krav til bæredygtighed i byggeriet. Anders Mayland og Jackie T. Hansen ser frem til at arbejde videre med planmyndighederne i Næstved Kommune og øvrige samarbejdspartnere om videreførelse af projektet frem til det ønskede mål.

Maycon projekter i andre byer

Ringsted:  ”Kasernebyen” med 210 boliger, hvoraf 1. etape med 48 lejeboliger er afleveret til Goldman Sachs og deres danske agent Rubic Properties og udlejet pr. 1/12. Haslev:  ”Grøndals Have” med 128 boliger. Vordingborg:  ”Marina Husene”,” Havnefronten” og ”Valdemarsgård” med tilsammen 169 lejeboliger. Rønnede, ”Golfhaven”: 32 rækkehuse til udlejning. Mullerup Havn ”Mullerup Strandhuse”: 62 feriehuse Salget er i gang. Fredericia: ”Nymarkshaven”: 84 boliger, udlejet. Se mere på www.maycon.dk

*DGNB-ordningen er en international anerkendt certificeringsordning, der sikrer, at byggerier opfylder en række internationalt anerkendte kriterier for bæredygtigt byggeri. Gennem design-, projekterings-, og byggefasen dokumenterer rådgivere, entreprenører og leverandører, at alle valg og beslutninger i byggeriet lever op til de krævede bæredygtighedsstandarder.