I forlængelse af det nuværende Digterkvarter er der nu gjort klar til at opføre 18 arkitekttegnede rækkehuse. Det er Maycon der er projektudvikler og selskabet Baunehøj Park – Udviklingsselskab, der er bygherre på det samlede byggeri, som opføres i totalentreprise af eurodan-huse.
Det nye boligområde, som kommer til at bestå af 18 rækkehuse, er bl.a. udviklet med henblik på at kunne imødekomme seniorers behov for at finde afløseren for deres større villaer, som der findes så mange af i netop Digterkvarteret. De kommende rækkehuse i Baunehøj Park er dermed en god mulighed for at kombinere behovet for noget mindre plads samtidig med, at man bibeholder den gode beliggenhed i Digterkvarterets attraktive rammer, siger direktør Anders Mayland, som er med i udviklingsfasen hos Maycon.
Unge børnefamilier er også klar i kulissen
EDC Mæglerne i Næstved går i gang med at sælge rækkehusene inden jul. Rækkehusene opføres i totalentreprise af eurodan-huse. Der bliver to typer at vælge imellem. Type A bliver på 136 kvm. (boligareal 105 kvm. + integreret carport og udhus på 31 kvm.) og type B bliver på 162 kvm. (boligareal 125 kvm. + integreret carport og udhus på 37 kvm.). Designet tager højde for, at det skal være en bolig for livsnydere – uanset alder. Så Anders Mayland pointerer, at rækkehusenes indretning og beliggenhed også er perfekt for unge familier med børn. De små nemme haver ved rækkehusene er lige guf for den aktive familie, der ønsker at bruge tiden på andet end store mængder havearbejde. Den kendsgerning, at både skoler, vuggestuer og børnehaver ligger i gåafstand fra de nye rækkehuse, er endnu en fordel for den travle børnefamilie. Anders Mayland oplyser, at rækkehusene kommer til at koste fra 2.495.000 kr., og at man allerede nu er velkommen til at kontakte EDC-Mæglerne i Næstved.