Stenlængegård kommer til at bestå af en bred variation af leje-boligtyper egnet for både unge, familier og ældre for at tilgodese tryghed og social mangfoldighed.
Man kan derfor vælge mellem boligtyper på 2-, 3- og 4-rums boliger på størrelser fra 67- 97m2, der fordeles ud over de respektive storparceller.
I nord, mod Stenlængegårdsvej på parcel 2.1 og 2.2, bygges etageboliger i tre etager som altangangshuse. Altangangene udformes med altanudposninger mod syd, så beboerne har mulighed for møblerbart udeophold i tilknytning til egen bolig mod syd.
Øvrig bebyggelse udgøres af rækkehuse i to plan med boligterrasser i terræn og franske altaner/altaner på etagerne. Således har alle boligerne enten egen terrasse eller altan med et lille område med udeophold og plads til borde, stole og parasol.
Der hører et depotrum for opbevaring til hver bolig. Boligerne er rummelige, og indretningen er lys og tryghedsskabende. Alle boliger har niveaufri adgang, brede døråbninger og rummeligt badeværelse suppleret med velbelyste gang- og opholdsarealer. I alle boliger er der gode opbevaringsmuligheder. I bebyggelse over en etage findes elevator. På de grønne fællesarealer opføres orangeri, som beboerne kan benytte som fælles mødested.